Rogaining 2005 i Estland

Resultater
Billeder

Niels Lyhnes beretning

Moser, myg og meget mere Scenen kender vi alle. Det er efter en weekend, og jeg er ved at putte døgngammelt, stinkende, vådt og beskidt løbetøj i vaskemaskinen. Mon ikke det er en god ide lige at skylle sokkerne en gang i håndvasken først, tænker jeg. Vandet får med det samme en ubestemmelig brunlig farve, og da jeg lukker skyllevandet ud, ligger der sphagnum til et helt rhododendronbed tilbage i vasken. Ny skylning og mere sphagnum. Situationen gentager sig med et andet par sokker. Men hvor kommer alt det sphagnum fra? Og så er det, at tankerne går tilbage til de estiske højmoser og alle de andre oplevelser, som denne beretning skal handle om.

Vi har været til EM i Rogaining den 11.-12. juni i et område af Estland beliggende omkring 70 km vest for Tallinn med stævnecentrum i en meget lille by ved navn Nova. (Rogaining er som pinseløbet på Vesterlyng ganget med 24). Vi er tre hold fra De Barske: Frede og Lene, Arne og Leif samt Jens A og Niels, som stiller op i henholdvis veteran mix-, veteran- og superveteranklassen. Lørdag kl. 10 er der kortudlevering, og så har vi 2 timer til planlægning og andre strategiovervejelser. Kortet er i A3-format i målestokken 1:50.000. Løbsområdet dækker et areal på ca. 200 km2, og der er 60 poster med en værdi på 2-7 point. Den samlede pointsum er 270 point. Banelæggeren oplyser, at med optimalt vejvalg skal der tilbagelægges 105-110 km for at få fuldt hus.

Klokken 12 går starten, og hovedparten af feltet, som også rummer deltagere i en 8 timers rogaining, tager vejen mod øst - det samme gør Jens og jeg. Der går kun kort tid før spredningen bliver så stor, at følelsen af at vandre i flok forsvinder. Efter 17 min. når vi post 21, som ligger på en lille ø mellem to vandløb. De første 2 point i hus. De næste to er 6 pointsposter, som begge ligger på toppen af en bakke i et af de få områder, som har lidt indlandsklitter. På det efterfølgende stræk kæmper vi os gennem relativ tæt skov og over brede grøfter. Vi taler om at den post 67, som vi kommer fra, vil være en del sværere for de hold, der har valgt at gå den anden vej rundt. Ved post 54 begynder det at regne. Det har været lummert det meste af dagen, og nu bliver der lukket op for sluserne. I panikken med at få regnfrakkerne hurtigt på mister Jens sit kompas. Vi leder og leder og leder, og endelig efter 5 minutters desperat søgen i skovbunden finder han kompasset - oppe i sit ærme! Roen sænker sig igen, og vi kan gå videre. Hidtil har vi omhyggeligt undgået at få våde fødder - det er slut nu. Forude venter 4 rigtig dyre poster, og det ser nemt ud. Men stierne er meget sandede og det går tungt. Her bliver vi overhalet af "russerne" - et hold som vi antager også er superveteraner. De ligner nogle farlige konkurrenter. Men ved næste post er vi sammen igen, fordi vi har taget et lidt kortere vejvalg. Vi er sammen et par kilometer, indtil vi (det var min skyld) fejlagtigt vælger at gå lige på en post. Det valg koster kræfter og omkring 900 m gennem en fin højmose. Ved hvert skridt synker man 30 cm ned i den bløde, våde sphagnum. Vi så ikke "russerne" mere den dag.

De følgende stræk er overvejende langs bredden af en stor sø. I begyndelsen god sti, som imidlertid snart snævrer ind til nærmest ingenting. De sidste 1,5 km er mest en snoen sig gennem tæt og vådt krat, fordi søen mange steder er gået over sine bredder. Regnslaget hænger i og flere mindre flænger. Jeg beslutter her for mig selv, at det skal kasseres, når vi engang når til vejs ende. Endelig kan vi forlade krattet og gøre status. Vi har nu besøgt 10 kontroller og samlet 57 point, og der er kun gået lidt over 4,5 timer. Det er meget tilfredsstillende. Nu snupper vi lige endnu en af de dyre. Den ligger 1 km fra den faste sti, der ellers skal føre os rundt om den næste sø. Det betyder ekstra 2 km gennem en våd og svampet mose, men hvad gør man ikke for at kunne bogføre yderligere 7 point på kontoen. Så følger tre poster, som alle ligger tæt ved god fast vej. Afstandene er store, men det går alligevel raskt, fordi underlaget er godt. Nu er vi kommet rundt om søen og forude dukker den store mose op igen. Post 68 ligger ved en lille sø godt vel en kilometer ude i mosen. Vi skal bare følge en de utallige strandvolde, der ligger som langstrakte parallelle "bakker" en smule hævet over moseniveau. Vi forlader strandvoldens faste bund lidt for tidligt, men finder dog posten uden at miste mere end nogle få minutter. Strækket videre fra den lille sø er ubetinget det vanskeligste hidtil. Det tager 33,5 min., selv om det kun er 1100 m langt. Turen går på tværs af de mange parallelle strandvolde. Mellem voldene er der vandfyldte moser - ikke hele tiden med fast bund. Vi passerer 10 sådanne moser og er flere gange ved at falde, når en fod bliver hængende i mudderet. Sidst på strækket får Jens krampe i en situation, hvor vi heldigvis er sammen, så jeg kan støtte ham ind til fast grund. Men over kommer vi da, klipper post 48 og har nu kun to lette poster og 7,5 km tilbage. Mad, tørt tøj og lidt hvile vinker forude. Apropos mad - har vi slet ikke holdt nogen spisepauser? Hjemmefra havde jeg forestillet mig, at vi skulle holde ca. 5 minutters pause omtrent hver time for at tanke op og spare lidt på kræfterne. Men sådan kom det ikke til at gå. Hvorfor? Jo, det sørgede myggene for. Millisekunder efter at man er stoppet op, sidder der et tykt lag af myg på alt bart såvel som ikke-bart. Så pauser var ikke nogen fornøjelse; derfor blev det meste mad og drikke indtaget i bevægelse. Om søndagen lod jeg min hat blive hjemme, fordi den var meget våd. Det skulle jeg ikke have gjort. Fri adgang til landingsbanen øverst var for stor en fristelse for de små blodsugere, som tog godt for sig af retterne. Det var dog ikke nødvendigt med en blodtransfusion bagefter. Post 44 er en af de kun tre væskeposter på hele banen. Den ligger på en ruin af et gammel militært garage/bunker anlæg. Den slags mindelser om sovjettiden er der en del af i skoven. Hidtil har vi ikke sat ret meget tid til, men nu bommer vi en af de nemme til bare 2 point. Vi får ikke læst kortet ordentligt og roder rundt lidt for langt mod syd. Det koster nok 10-15 min. Men pyt om en halv time er der mad. Klokken er kvart i ti, da vi stempler ind i stævnecenteret med 98 fuldfede point i bagagen og styrer direkte hen til forplejningen. Aldrig har en portion borsjtj - det er rødbedesuppe - smagt så godt. Bagefter masser af kartoffelsalat, boller, små pølser og varm saft eller te. Så en tør trøje på og kort efter kl. 22 ligger vi poserne. Det tager mere end en time at få varmen, og vi ligger og lytter til regnen, som netop er begyndt. Det regner kraftigt det meste af vores sovetid - god timing. Søvnen er ikke den bedste, men vi får da en solid portion hvile. Vækkeuret er stillet til kl. 2 og kort før vi skal op kommer Arne hjem med en kæmpevabel. Han og Leif har samlet en masse point, men han udtrykker tvivl om mulighederne for at fortsætte, mens vi kort udveksler erfaringer. Efter endnu et besøg hos de flinke damer i køkkenet og med rene og tørre sokker i de våde sko stævner vi ud igen klokken kvart i tre. Benene har det godt igen - det er ganske utroligt, hvad et par timers hvile kan gøre. På denne tid af året bliver det ikke rigtigt mørkt, men det er svært at læse kort, så vi har lamper på den næste times tid. Regnen er ophørt, og natten/morgenen viser sig fra sin bedste side. Nattergalene synger på det smukkeste og snart begynder alle de andre fugle at synge med. Vores plan er at følge kystlinien mod vest så langt som muligt og helst nå ud til de yderste pointtunge kontroller, som ligger 12-14 km væk. Undervejs gøres afstikkere til de poster, der ligger i nærheden af denne rute. Allerede efter få kilometer er vi ved at blive straffet for ikke at læse hele strækket i ordentlig tid. Vi kommer til mundingen af Novafloden - den ligner en grøft på kortet, men er næppe til at passere uden at blive meget våd. Heldigvis er der en hængebro over floden nogle hundrede meter inde i landet, og vi kan fortsætte uden det store tidstab. Efter fire lette poster kommer en 6-point post, som ser tricky ud. Den er placeret mellem to langstrakte moser, som er meget våde. Vi går ind i terrænet nord for posten og kommer til at gå næsten tørskoet mellem moserne ned til posten. Det var den første af de dyre i dag. Senere fravælger vi en til 7 point, fordi vi skal gennem 2 gange 500 m våd mose, og vi har gårsdagens stræk til post 48 i frisk erindring. Nu begynder også overvejelserne om hvor langt kræfterne og tiden rækker. Hvert påbegyndt minut for sent koster 1 point, og med mere end 30 minutters overskridelse af de 24 timer bliver holdet diskvalificeret. Benene er ved at blive møre, og vi beslutter at droppe de yderste poster. Derved sparer vi 6-7 km og mister således 19 point, men det skulle vise sig at være en god beslutning. På nuværende tidspunkt har vi denne dag kun samlet 22 point. Hvis vi så småt vender næsen hjemad, ligger der en hel del 5-6 point kontroller og venter på os. Den næste post er en af seks lysninger, som ligger i en regulær 6-kant omkranset af en cirkulær sti. Måske resterne af et raketbatteri, gætter vi på. For at få de følgende 5 point skal vi frem og tilbage ad et regulært mudderspor, som går gennem tætte grøntsager. Men så er også stort set slut med besværligt føre de næste mange kilometer. Post 57, 55, 62, 32 og 40 kommer ind på kontoen uden andet besvær end stadigt tungere ben. Mellem 57 og 55 møder vi igen "russerne". Denne gang i "modløb". De ser irriterende friske ud. Men de er på vej væk fra stævnecentret i Nova. Mon de skulle have fejlvurderet et eller andet? Kan de nå hjem i tide?

Nu har vi faktisk kun omkring 4 km hjem, og vi har god tid. Der er over to timer tilbage. Kort før post 45 møder vi Lene og Frede i rask trav, så de får lov at passere. Vi fortsætter mod målet og støder kort efter på Novafloden igen. Nærlæsning af kortet viser, at stien fortsætter på den anden side, men der er ingen overgang. Floden er omkring 25 m bred på det sted, og efter et forsigtigt forsøg på at gå over, må vi konstatere, at der er for dybt. Vi beslutter at gå tilbage og tage omvejen op til den store vej - en ekstra tur på 3 km. Det havde været smartere at følge Lene og Frede, som fandt et vadested lidt længere mod nord. Det går rigtig langsomt nu, hvor trætheden og de ømme ben overskygger det meste. En kilometer før mål kommer "russerne" bagfra, stadig i deres høje tempo. De har altså disponeret helt rigtigt. Selv om trætheden er stor, så er der alligevel overskud til en ekstra indsats. For at spare nogle få skridt tager vi en genvej, som fører gennem en gårdsplads. Pludselig kommer en lænkehund farende, og mens jeg med en forbløffende kort reaktionstid kommer op i fart, strammes lænken, og jeg mærker kæberne klappe sammen millimeter fra min trætte røv. Adrenalin er en god ting. Da vi endelig når målet, fortsætter Jens som en gammel travhest direkte mod stalden, og han må kaldes tilbage og bevæge sig op til målposten på en uoverstigelig 4 m høj bakke. Holdet skal jo være sammen, og "rules are rules" - som en af officials siger.

Klokken 11.27.51 stempler vi i mål efter at have besøgt 34 kontroller svarende til 158 point. Vi har sammenlagt været på farten i 18,5 timer og tilbagelagt 73 km. Det svarer til en gennemsnitshastighed på 4 km/time, og det rækker til en plads som nr. 2 i superveteranklassen efter "russerne", som i øvrigt viser sig at være fra Estland. De har scoret 15 point mere end os og vinder fortjent. Leif og Arne er tæt på at overskride tidsgrænsen, og de får 29 strafpoint og ender på 139. Frede og Lene slutter med 114 point. Efter præmieoverrækkelsen kører Leif os sikkert tilbage til vores logi i Tallinn, hvor resten af dagen går med at hvile og drikke øl. Middagen indtages på den restaurant, der ligger tættest på hotellet. Dagen efter er benene gode nok til et par timers sightseeing i Tallinns gamle bydel, hvorefter kursen sættes mod lufthavnen. På vej mod Danmark kan vi kigge ned på løbsområdet.
Niels Lyhne


Strotroldens beretning

De europæiske mesterskaber i Rogaining blev i år afholdt i Estland 50 km vest for Tallinn.
Området var dækket af fyrreskov med typiske strandvolde og en del stier. Området havde desuden store fugtige lyng og moseområder med knædybt vand.

Vi var 6 barske som fløj til Tallinn fredag middag, hvor Arne havde sørget for et 6 mands hotelværelse i den indre by.
Lørdag morgen kørte vi de 70 km til den lille landsby Nova tæt på den finske bugt.
Kortet blev udleveret 2 timer før start med 60 valgfri poster og ved et optimalt vejvalg 110 km.
Niels og Stortrolden valgte at starte med at tage flest mulige poster øst og syd for startstedet inden det blev mørkt, hvilket Lene og Frede også gjorde, mens Arne og Leif valgte at tage det vest og sydlige område.
Efter 9 timer, der både bød på varmt vejr kraftige renbyger og torden, kombineret med mange myg og meget vådt terræn, vendte vi tilbage til udgangspunktet i Nova, hvor der blev tid til at få noget varm suppe og kartoffelsalat, tørt tøj og et hvil indtil klokken blev 2. Frede og Lene vendte tilbage til deres våde telt kl. 24, mens Arne og Leif kom kl. 22. Arne havde fået nogle store vabler, hvilket medførte en gakket gangart.

Søndag morgen var kold og med støvregn, Niels og Stortrolden havde besluttet at gå endnu i 9 timer, heraf blev de sidste 3 timer meget besværlige for benene. 2 timer før målgang mødte vi Lene og Frede i skoven, de så ud til at være godt gående, og passerede uden problemer den sidste 4 m brede vandvej, og som Frede senere sagde: "Den var slet ikke dyb".
Arne og Leif kom 28 min efter slut, hvilket gav 28 point i straf.
Eftermiddagen blev tilbragt liggende på vore senge med en hyggelig snak om dagens og nattens begivenheder og dertil en enkelt øl. Middagen blev indtaget på den nærmeste russiske restaurant, hvor et glas rødvin blev hældt i glasset ved hjælp af et målebæger.

Resultaterne kan ses Her, men det skal nævnes at "De Barske" opnåede følgende placeringer.

SuperVeteran: Niels og Jens.....158 point..nr 2 af 5
Veteran:............Arne og Leif.........139 point..nr 10 af 14
Mix veteran:..... Lene og Frede.....114 point..nr 9 af 10